Jeg har aldrig været i Dragør før. I aften skal jeg for første gang undervise Kongelundens asylansøgere i dansk, og jeg er hamrende nervøs. I min iver for at dukke op i god tid, har jeg allerede trådt i en mudderpøl og stået af bussen to gange for tidligt. Vintertiden har selv-følgelig allerede trukket mørket ned over landet før kl. 17, og på en mark midt i Dragør får jeg for alvor travlt. 

​

Efter ti minutters løb langs vejen og flere højlydte dyt fra modkørende biler, når jeg frem. Jeg tager fat i den første dør, jeg ser, mens jeg bander mig selv langt væk. En ung kvinde for-barmer sig over den forvirrede, forpustede pige, jeg tilsyneladende er og spørger, om jeg har brug for hjælp. 

​

Hun viser mig vej, mens vi griner af min ankomst, og inden vi når undervisningslokalet, har den unge tandlæge fra Palæstina og jeg aftalt, at vi skal snakke mere sammen. Vi bruger aftenen på at tale om hendes mulige fremtid i Danmark, mens vi læser om Cirkeline. 

​

En klodset kontrolfreak.

​

Det kan jeg ikke løbe fra at være. Ud over at falde over et dørtrin fra tid til anden, er jeg også enormt kontrolleret. Post-its og to-do lister er guld for mig, og min klodsethed betragter jeg som ekstra krydderi. 

​

Jeg er perfektionist. Dårlig kommatering skærer i mine øjne, og det er svært for mig ikke at føre projekter til dørs. Jeg er nemlig møghamrende stædig, og det er jeg altid kommet langt med.

​

De trygge rammer er jeg glad for, men der er også noget fandenivoldsk i mig. Da min motivation for at studere sidste år led et knæk, pakkede jeg i stedet rygsækken og forlod Danmark i seks måneder. Jeg skulle overskride nogle grænser i Australien, New Zealand og Indonesien. Selvom jeg var bange, så er jeg også optimist. Jeg kaster mig gerne ud i det ukendte, for jeg ved, at jeg altid kommer tilbage med noget. 

​

Jeg er ikke enten eller, og derfor tror jeg også altid på, at ting kan og bør nuanceres. 

​

Et blandingsprodukt. 

​

Min mor er sønderjyde, min far er fra det sydlige Sjælland, og jeg har fundet min plads et sted derimellem. Nu er jeg, hvad man vil kalde for provinspigen, der har hengivet sig til storbylivet. 

​

Livet som teenager var hårdt. Den store tv-pakke kunne jeg godt glemme, og hver dag bad min far mig om at få noget frisk luft. Jeg er opvokset i en lille landsby, hvor skoler, super-markeder og busruter lukkede på stribe. Så ja, et indelukket teenageværelse og Beverly Hills 90210 vandt ofte.​

​

I dag kan jeg ikke forestille mig noget bedre end at forlade København for at gå gennem min hjemby og hilse på de mennesker, der har set mig vokse op. Gå over rundboldbanen, hvor jeg ødelagde mine hvide kawasakisko eller krydse vejen, hvor byens ged stadig går frit.

​

Lige så meget fart, der er på mig - lige så meget ro og tid til overvejelse har jeg brug for. 

 

Jeg glæder mig derfor til at blive en del af et praktiksted, hvor jeg kan lære at balancere det hurtige tempo og den større fordybelse. Og jeg kan næsten ikke vente. 

​